Handelsbetingelser

 

 

Gældende fra 1. maj 2026
Generelt 

1.1 Dagrofa Food Service (”DGFS”), CVR nr. 27626904, er ledende totalleverandør til foodservicesektoren i Danmark, registreret i Danmark med adresse på Vejleåvej 13, 2635 Ishøj, Danmark.

1.2 I disse salgs- og leveringsbetingeler (”Betingelserne”) defineres Kunden som DGFS’ med kontrahent i den indgåede kontrakt.

1.3 Alle aftaler mellem DGFS og Kunden indgås på grundlag af de til enhver tid gældende Betingelser, medmindre andet er skriftligt aftalt. Betingelserne udgør således en integreret del af Aftalen indgået mellem DGFS og Kunden sammen med et evt. tilbud, en samarbejdsaftale inkl. bilag og/eller en ordre.

1.4 Betingelserne er bindende og tilsidesætter alle aftaler og sædvaner, som er i strid hermed, herunder betingelser udarbejdet og fremsendt af Kunden og leverandører, uanset at disse er fremsendt sammen med en ordre eller på anden måde og uanset de ikke er afvist af DGFS.

1.5 Enhver afvigelse af Aftalen skal accepteres skriftligt af begge parter.

1.6 Som Kunde hos DGFS tildeles Kunden et individuelt kundenummer (brugernavn) og password til brug for afgivelse af ordre på dgfs.dk. I tilfælde af uretmæssig brug hæfter kunden selv for et eventuelt tab, der måtte opstå i forbindelse hermed. Der kan ikke gøres krav gældende mod DGFS i den anledning.

2. Varer 

2.1 Varer, som DGFS sælger og leverer til Kunden, overholder til enhver tid gældende fødevarelovgivning i Danmark.

2.2 DGFS tilbyder det til enhver tid gældende sortiment. Ønsker kunden andre varer derudover, skal dette aftales særskilt og fremgå af samarbejdsaftalen.

3. Tilbud og antagelse af ordre 

3.1 DGFS’ tilbud er gældende i 10 dage fra den dato, tilbuddet er dateret, medmindre andet fremgår af tilbuddet. Accept af tilbud, der er DGFS i hænde efter acceptfristens udløb, er ikke bindende for DGFS, medmindre DGFS meddeler Kunden andet.

3.2 Varebestilling skal som udgangspunkt foretages via webshop på www.dgfs.dk ved brug af den af kunden valgt mailadresse og password. Varebestilling skal ske i hele kolli og afgives inden kl. 15 hverdagen før levering medmindre andet er aftalt i henhold til Samarbejdsaftalen. Ved bestilling i anbrud pålægges varen et gebyr. Service er under forudsætning af overholdelse af betingelser

3.3 Der tages forbehold for udsolgte varer og sortimentsændringer. Såfremt en vare er udsolgt, eller der sker en ændring i DGFS’ sortiment, vil DGFS forsøge at erstatte den bestilte vare med en tilsvarende vare af god og høj produktmæssig kvalitet.

3.4 Hvis det ikke er muligt at erstatte varen, faktureres Kunden ikke det specifikke beløb for varen. Kunden har ikke andre beføjelser ved udsolgte varer eller sortimentsændringer.

3.5 Der udstedes kvittering for bestillingens modtagelse og Kunden kan vælge at få en bestillingsbekræftelse tilsendt via e-mail.

4. Afbestilling og annullering af ordre 

4.1 Afbestilling af lagervarer kan ske frem til kl. 15:00 hverdagen før leveringsdagen. Bestillingsvarer, samt produktionsvarer kan ikke afbestilles eller annulleres efter ordren er afgivet.

5. Pris 

5.1 Alle priser for varer følger af Aftalen. Alle priser er udtrykkeligt angivet i danske kroner eksklusive moms. Der tages forbehold for trykfejl, udsolgte varer og sortimentsændringer.

5.2 DGFS forbeholder sig ret til at ændre prisen frem til leveringstidspunktet.

6. Betalingsbetingelser, rentetilskrivning og kreditsikring 

6.1 Betalingsbetingelser er 7 dage fra fakturadato, medmindre andet er skriftligt aftalt. Betaling skal ske via PBS.

6.2 DGFS forbeholder sig ret til at opkræve rykkergebyr, hvis betaling ikke modtages i henhold til aftalte betalingsbetingelser. Yderligere forbeholder DGFS sig ret til at tilskrive morarenter pr. påbegyndt måned af den til enhver tid værende restgæld fra forfaldsdatoen. Rentetilskrivning vil ske med den til enhver tid gældende rentesats for DGFS. Rentesatsen fremgår af faktura.

6.3 Betaling af morarenter afskærer ikke DGFS fra at kræve erstatning for det yderligere tab, Kundens misligholdelse af betalingspligten måtte medføre. Kunden er ikke berettiget til at modregne, fradrage modkrav eller udøve tilbageholdelsesret i skyldige beløb som sikkerhed for eventuelle modkrav vedrørende andre leverancer eller påståede mangler.

6.4 DGFS har altid ret til at ændre de aftalte betalingsbetingelser, hvis Kundens betalingsevne svækkes efter aftalens indgåelse, herunder stoppe leverancer til Kunden eller stille krav om forudbetaling.

6.5 Betalingsbetingelsen er gældende, såfremt DGFS kan opnå fuld kreditsikring på den til enhver tid værende saldo. DGFS anvender primært kreditforsikring eller bankgaranti til sikring af udestående. Enhver ændring af DGFS kreditsikring vil betyde, at betalingsbetingelser skal tages op til revision, således DGFS kan fastholde en fuld kreditsikring.

6.6 Såfremt DGFS ikke kan opnå fuld kreditsikring på den til enhver tid værende saldo, vil Kunden kunne benytte kontant betaling i form af følgende betalingsmidler: Dankort, Visa/Dankort. Kundens kortoplysninger beskyttes og håndteres af en godkendt og certificeret betalingsmodulleverandør, som sørger for, at alle oplysninger behandles, krypteres og sendes via en sikker forbindelse SLL, så hverken DGFS eller andre kan få adgang til Kundens kortoplysninger.

7. Levering 

7.1 Levering er det tidspunkt, hvor varen er fremme på adressen hos Kunden, medmindre andet er aftalt. Varerne leveres på aftalt leveringssted (turnotat) og inden for det aftalte leveringstidsvindue på minimum 2 timer. Varerne anses for leveret, og risikoen således overgået til Kunden, når varerne er stillet til Kundens disposition på aftalt leveringssted, uanset om Kunden eller dennes ansatte er til stede.

7.2 Der kan aftales op til 6 hovedleveringsdage. Ved hovedleveringsdage forstås mandag – lørdag, undtaget danske helligdage. Leverancer udenfor hovedleveringsdage pålægges et leveringsgebyr og DGFS er i disse tilfælde ikke forpligtet til at levere indenfor et bestemt leveringstidsvindue.

7.3 Ved bestilling angivet i kg eller liter anses leverancen altid for rettidig såfremt den leverede mængde ikke afviger mere end 10% fra den angivne mængde

7.4 Såfremt levering skal ske på Kundens lager eller køkken, skal der være klargjort og ryddet et areal, som svarer til den modtagne mængde af varer/bure/paller.

7.5 Kunden har pligt til at sørge for, at adgangsvejene er ryddet for is og sne og i øvrigt overholder gældende arbejdsmiljølovgivning. Såfremt at DGFS’ medarbejder vurderer, at det ikke er forsvarligt at forcere adgangsvejene eller udgør en sikkerhedsrisiko for medarbejderen, har medarbejderen til enhver tid ret til at stille varerne så tæt som muligt på det aftalte leveringssted, uden at dette påfører DGFS eller medarbejderen noget ansvar. Risikoen for varerne vil således overgå til Kunden på dette sted.

7.6 Alle bestillinger større end for nuværende DKK 2.000 + moms leveres frit til det aftalte leveringssted, medmindre andet på forhånd er aftalt. Ordrer mindre end DKK 2.000 + moms leveres mod gebyr. Ved ikke bro-faste leveringsadresser og adresser uden for Danmark vil der blive tillagt et leveringsgebyr.

7.7 Alle faktureringer fra DGFS være belagt med et miljøtillæg på kr. 34,86 eksl. moms (pr kundenummer pr. levering). Dette vil fremgå på kundens faktura som ”Miljøtillæg”
DGFS forbeholder sig retten til at indeksregulere Miljøtillægget løbende.

7.8 Det kan aftales, at tømte lastbærere (bure/paller) tages med retur ved næste levering.

8. Forsinkelse 

8.1 I tilfælde af forsinkelse i forhold til det aftalte tidsvindue er Kunden ikke berettiget til erstatning for forsinkelsen.

8.2 DGFS forpligter sig til at levere hurtigst muligt efter forsinkelsen er konstateret, alternativt, efter DGFS’s valg, at kreditere Kunden for leveringen.

 

9. Transportmateriel 

9.1 DGFS fører regnskab med alt transportmateriel, som anvendes i forbindelse med levering af varer til Kunden, eller som midlertidigt stilles til rådighed for Kunden. Ved transportmateriel forstås rullebure, hylder til rullebure, europaller, kødkasser, frugtkasser, ostekasser mv. Engangsemballage som f.eks. pap- og flamingokasser tages ikke retur. Transportmateriel tilhører DGFS, og Kunden er forpligtet til at drage behørig omsorg for dette, så dette ikke beskadiges.

9.2 Transportmateriel skal returneres på forlangende eller, hvis Kunden ophører med at handle hos DGFS. Ved manglende returnering eller beskadigelse af emballagen er DGFS berettiget til at opkræve betaling for emballagen.

10. Reklamation,  Mangler og returnering af varer 

10.1 Kunden er forpligtet til at kontrollere leverancer for fejl og mangler inkl. fejl i de leverede mængder. Hvis Kunden opdager en fejl eller mangel, som Kunden ønsker at påberåbe sig, skal den straks – og senest indenfor 36 timer – meddeles telefonisk (70808888) eller skriftligt til DGFS (kundeservice@dgfs.dk) Hvis en fejl eller mangel, som Kunden har opdaget eller burde have opdaget, ikke inden for denne tid meddeles til DGFS, kan den ikke senere gøres gældende.

10.2 Ved fejl eller mangler ved det leverede forpligter DGFS sig til, efter DGFS’ valg, at levere den eller de mangelfulde varer for DGFS’ regning og inden for rimelig tid eller at kreditere Kunden for den eller de mangelfulde varer.

10.3 Vælger DGFS at levere en vare og sker dette ikke indenfor rimelig tid, er Kunden berettiget til at hæve den enkelte ordre. Dette er Kundens eneste mangelbeføjelser.

10.4 Hvis Kunden har reklameret over de leverede varer, skal disse stilles til DGFS’ disposition og Kunden er uberettiget til at disponere over varerne indtil andet aftales skriftligt. DGFS meddeler til Kunden, om varerne skal returneres til DGFS eller Kunden skal destruere varerne.

10.5 Returnerede varer skal returneres i original, ubrudt emballage. DGFS forbeholder sig ret til ved uberettiget returnering af varen at kræve transportomkostninger i forbindelse hermed refunderet af Kunden og/eller modregnet i Kundens eventuelle krav mod DGFS.

10.6 Kundens returret gælder alene lagerførte varer i kategorierne kolonial og nonfood og kun ved korrekt advisering senest 36 timer efter levering. Bestillingsvarer, produktionsvarer, frugt og grønt, samt køl, frost og ikke lagerførte nonfoodvarer tages ikke retur.

10.7 Kreditering af reklamerede og returnerede varer sker ved den fakturerede pris på varen ekskl. moms.

10.8 Følgende pant og emballage købt via DGFS tages retur:
– Kun fyldte eller tomme kasser
– Ingen plastflasker (håndteres af Dansk Retursystem)

11. Tilbagekaldelser (recall)

11.1 DGFS’ leverandører har pligt til at sende tilbagetrækningsskema med nødvendige informationer til DGFS.

11.2 DGFS sikrer kunde og salgsoverblik samt udfylder kunde-informationsskemaer som sendes til PB Marketing.

11.3 PB Marketing kontakter alle kunder på telefon ved sundhedsskadelig tilbagekaldelse samt sender mail med information til Kundens egenkontrol. Ved ikke sundhedsskadelig tilbagekaldelse sendes mail med information til Kundens egenkontrol.

12. Ansvarsbegrænsning 

12.1 DGFS er erstatningsansvarlig overfor Kunden i henhold til dansk ret med de begrænsninger, der fremgår af Aftalen.

12.2 DGFS er ikke erstatningsansvarlig for driftstab, tidstab, avancetab eller andre indirekte tab eller følgeskader, herunder indirekte tab, som måtte være erstattet overfor tredjemand.

12.3 DGFS er ikke ansvarlig for skader på fast ejendom eller løsøre, hvis den leverede vare forvolder sådan skade.

12.4 Uanset anden bestemmelse i Aftalen og/eller relaterede dokumenter er DGFS’s erstatningsansvar maksimeret til fakturabeløbet ekskl. moms for den pågældende levering. Denne ansvarsbegrænsning inkluderer også beløb, der måtte være erstattet overfor tredjemand.

13. Force majeure 

13.1 DGFS kan ikke gøres ansvarlige for hverken hel eller delvis manglende opfyldelse af Aftalen eller forsinkelse heraf, hvis og i det omfang, det er forårsaget af en begivenhed, der ligger uden for DGFS’ rimelige kontrol og ikke skyldes forsømmelighed fra DGFS (‘Force Majeure’). Force Majeure inkluderer, men er ikke begrænset til handlinger udført af en myndighed, brand, oversvømmelse, storm, eksplosion, optøjer, naturkatastrofe, krig, sabotage, terrorhandlinger, retskendelse eller påbud, arbejdsproblemer, der rammer DGFS eller dets kritiske underleverandører, såsom lockouts, strejker og afmatninger. Force Majeure omfatter desuden blandt andet epidemier, karantæner, isolationer, ud-/indrejseforbud fra nationale myndigheder, herunder begrænsninger af enhver form for transport af samme grund.

13.2 Hvis en Force Majeure-begivenhed fortsætter i mere end tre (3) måneder, har begge parter ret til at opsige Aftalen og eventuelle (relevante) ordrer.

13.3 I tilfælde af, at Kunden opsiger Aftalen eller en ordre som følge af Force Majeure efter tre (3) måneder, jf. ovenfor, skal Kunden afholde omkostninger til eventuelle udestående ordrer og/eller omkostninger inklusive betaling for allerede bestilte ordrer indtil datoen for opsigelsen, herunder blandt andet men ikke kun eventuelle uundgåelige omkostninger til underleverandører.

14. Fortrolighed 

14.1 Kunden må ikke viderebringe eller bruge eller sætte andre i stand til at bruge DGFS’ erhvervshemmeligheder eller andre oplysninger, som ikke er offentligt tilgængelige.

14.2 Kunden må ikke på utilbørlig måde skaffe sig eller forsøge at skaffe sig kendskab til eller rådighed over DGFS’ fortrolige oplysninger som beskrevet ovenfor. Kunden skal omgås og opbevare oplysningerne forsvarligt for at undgå, at de utilsigtet kommer til andres kundskab.

15. Persondata 

15.1 Parterne er hver især ansvarlig for deres behandling af persondata i forbindelse med Aftalen.

15.2 DGFS’ til enhver tid gældende persondatapolitik kan findes på dgfs.dk/persondataforordningen.

16. Opsigelse 

16.1 Aftalen kan opsiges af begge parter med 30 dages skriftligt varsel, dog skal Kunden betale ethvert udestående gebyr eller omkostninger, indtil datoen for opsigelsesvarslet, inklusive omkostninger til underleverandører.

16.2 DGFS kan opsige Aftalen uden varsel, hvis Kunden væsentligt misligholder Aftalen, herunder disse Betingelser.

16.3 DGFS kan opsige Aftalen med øjeblikkelig virkning, hvis Kunden ikke overholder gældende lovgivning.

17. Lovvalg og værneting 

17.1 Aftalen, herunder disse Betingelser, er reguleret af dansk ret med undtagelse af bestemmelser og regler vedrørende lovvalgskonflikter.

17.2 Enhver opstået tvist mellem parterne i forbindelse med en ordre eller fortolkning af Aftalen, herunder disse Betingelser, skal, såfremt den ikke kan løses ved forhandling mellem parterne, afgøres af Danske Domstole.