Med stoltheden om bord og til bords
Det er en rød tråd – stoltheden. Du mærker det hos den grønlandske fisker, der den dag i dag haler hellefiskene op gennem et hul i isen eller henter dagens fangst i joller eller kuttere og bringer den til den lille Polar Seafood fabrik i bygden. Du mærker det hos trawlbossen og matrosen på de ultramoderne flydende rejefabrikker. Du mærker det hos rejepillerne i Nuuk og Aasiaat og hos røgemesteren på havnen i Esbjerg. Og du mærker det ikke mindst hos os i salgsstyrken hos Polar Seafood Foodservice.
Stoltheden over produkter, der er resultatet af ansvarlighed og respekt for havets ressourcer – og for krævende kunders krav til kvalitet, velsmag og leveringssikkerhed.
Grønlandske rejer – bedre bliver det ikke
Vi fanger vores MSC-certificerede rejer bæredygtigt med trawl på 300-500 meters dybde i det iskolde vand ved Grønlands vestkyst. Her har de i 5-7 år vokset sig smagfulde og spændstige, og rejerne fra Polar Seafood er en efterspurgt delikatesse verden over.
Røget laks – et håndværk med traditioner
På havnen i Esbjerg er det røgemesterens erfaring, der afgør, hvor mange timer laksen skal ryges – afhængig af vejr og vind. Prøv fx Polar Grand Cru-laks, der er koldrøget på bøgeflis – tørsaltet og skåret fra hale mod hoved.
Naturel eller paneret – et sortiment til inspiration
Fra naturelle fileter og loins til tidsbesparende, panerede og forstegte fisk og specialiteter til hverdag og særlige lejligheder.