Flere danske bælgfrugter på menuen i landets kantiner
Et nyt samarbejde mellem producenten Kragerup Gods, Grøn Fokus (specialistselskab i regi af Dagrofa Foodservice) og Compass Group Danmark medfører, at danske økologiske bælgfrugter fra 1. marts nu i langt højere grad bliver sat på menuen rundt omkring i landets kantiner.
Compass Group Danmark driver 320 kantiner, hvor mere end 100.000 mennesker dagligt indtager et måltid mad, og de mange spisende får fremover et større udvalg af bl.a. danske kikærter og anicia-linser at vælge imellem på menuen.
Kenneth Balieu Sørensen, Head of Gastronomy & Food Excellence i Compass Group Danmark, fortæller:
I Compass Group er vi på evig jagt for at gøre vores frokostordninger mindre klimabelastende. I den sammenhæng ser vi danske bælgfrugter som et helt essentielt værktøj.
En del af råvarerne kommer fra Kragerup Gods, der ligger nord fra Slagelse. Godset har i de senere år satset benhårdt på økologiske plantebaserede proteinkilder som f.eks. kikærter og linser.
Den satsning er vores specialistselskab Grøn Fokus hoppet med på, og virksomheden er eneforhandler af bælgfrugterne fra Kragerup Gods.
Marlene B. Lindegaard, Konceptchef i Dagrofa Foodservice med ansvar for storkøkkener, siger:
Vi er meget begejstrede over, at Compass Group nu har valgt at tage et aktivt valg om at få flere danske bælgfrugter på menukortet. Det gør en enorm forskel for udviklingen, når en stor aktør som Compass Group går ind i den dagsorden, som handler om at få danskerne til at spise mere klimabevidst. Herhjemme har vi ikke sort bælte i bælgfrugter, men det kan kokkene i kantinerne hjælpe danskerne med at få. De har en stor berøringsflade hver eneste dag, og derfor kan de være med til at præge udviklingen af vores madkultur.