Ekstraordinære forhold i Sydspanien påvirker frugt og grønt
I øjeblikket er der flere ekstraordinære forhold i Spanien, som på forskellig vis påvirker vores sortiment inden for frugt og grønt.
Vi ønsker med denne information at holde vores kunder bedst muligt opdateret på den aktuelle situation.
Omfattende chaufførstrejker
På grund af de stigende brændstofpriser er mange lastbilchauffører i Sydspanien gået i strejke.
Det er sket i et så voldsomt omfang, at transportselskaber – der forsøger at holde hjulene kørende – oplever, at deres lastbiler bliver brændt af, og at deres dæk bliver skåret op. Dette sker på trods af politibeskyttelse.
Minimum 20 pakkestationer i Murcia og Almeria-området har allerede været nødt til at lukke midlertidigt, da producenterne ikke er i stand til at få fragtet varerne derhen.
Mange normale transportruter er dermed under pres. Det udfordrer vores forsyningskæde, hvor vi konkret oplever mange rettelser på vareankomster, annulleringer af ordrer osv.
Vi gør alt, hvad der er muligt for at sikre de rette og nødvendige varemængder, og vi arbejder hårdt for at tage andre leverandører og dermed varenumre i brug for at dette lykkes.
Vi følger situationen tæt, og vi beklager de udfordringer, som det måtte give vores kunder.
Sandstorm og kraftig nedbør
Oveni chaufførstrejkerne er Sydspanien også for nylig blevet ramt af en sandstorm med meget kraftig nedbør.
Det har medført en svær situation for avlerne, da der er jordstænk, som har samlet sig indeni og ovenpå spidskål, broccoli, blomkål og salater.
Der er desværre mere regn i vente. Derfor bliver situationen ikke forbedret markant den næste uges tid.
Avlerne arbejder på højtryk for at pakke de bedst mulige produkter, men det kan desværre ikke undgås, at der vil forekomme spor af jordrester på de ovennævnte produkter, da det er umuligt at fjerne alt.
Vi beklager, at vores kunder bliver ramt af følgevirkningerne fra de ekstraordinære forhold i Sydspanien, og vi vil som sagt gøre vores bedste for at finde tilfredsstillende løsninger.
Du er altid velkommen til at kontakte Kundeservice.