Rosastegt oksemørbrad med kartoffelterrin og porre
Prøv denne delikate og smagfulde opskrift fra Madhuset SUBSTANS i dit eget køkken.
Tilberedning
Rosastegt oksemørbrad
Lad mørbraden stå ude et par timer inden tilberedning. På en meget varm pande steges de 2 stykker mørbrad på alle sider. Under stegningen tilsættes hvidløg og timian, og lige inden du fjerner kødet fra panden, tilsættes smørret. Kom kødet i en bradepande sammen med både hvidløg, timian og smør. Kom det i en 120°C forvarmet ovn i ca. 8-10 min. Pas på ikke at overtilberede dette stykke kød. Pak kødet i stanniol, og lad det hvile i 10-15 min., inden du skærer bøffer. Husk at krydre godt med salt, peber og revet citronskal inden servering.
Confiterede bananskalotteløg
Dæk løgene med vindruekerneolie, og bag dem ved 110°C i 3 timer. Lad løgene køle lidt ned, pil og halvér dem. Steg dem gyldne på skærefladen i lidt smør og olie.
Smørdampet porre
Skyl porrerne, og del den hvide del af porren i to. Kog vand, salt og peber op i en gryde, skru ned, og pisk smørret heri. Tilsæt de tilberedte porrer, og tilbered dem under svag varme, til de føles bløde.
Kartoffel-trøffelterrin med variation af karse
Dagen før: Alle ingredienserne blandes godt og hældes i en 40×50 cm bradepande. Bages ved 140°C i ca. 90 min. Lad terrinen køle lidt ned, og læg pres på bradepanden, fx med 4 liter mælk. Lad stå koldt natten over. Skær terrinen ud i ønskede størrelser, og steg dem i smør og olie, til de er gyldne på alle sider.
Trøffel og timiansauce
Steg grøntsagerne med timian og laurbærblade, til de er bløde og har taget let farve. Tilsæt eddiken, og kog helt væk. Tilsæt rødvinen, og kog ind til ca. det halve. Tilsæt fonden og kog ind til rette konsistens – jævn evt. saucen med maizena. Sigt saucen, og monter med smør.
Løgpuré
Kom alle ingredienser i en gryde, og steg løgene ca. 30 min., til de bliver bløde, transparente og let karamelliserede. Sigt overskydende smør fra og gem. Blend løgene til en cremet puré, og tilsæt forsigtigt smør for at opnå den ønskede konsistens. Smag til med salt, peber, citronsaft og -skal.
Anretning
Tænd ovnen på 90°C. Placer en skefuld løgpuré på hvert stykke kartoffelterrin. Kom de stegte confiterede løg på – hold dem varme i ovnen. Del porren på langs, og krydr med salt og peber – hold dem varme i ovnen. Skær 10 bøffer af mørbraden, og krydr med salt og peber. Anret de forskellige elementer på tallerkner, og drys kartoffelterrinen med karse og brøndkarse. Varm saucen godt igennem, og servér ved bordret.
Velbekomme!
Ingredienser
10 personer
Rosastegt oksemørbrad
1 stk. oksemørbrad (delt i 2) • 3 hvidløg • ½ bundt timian • 100 g smør • Skal af en citron
Confiterede bananskalotteløg
10 stk. bananskalotteløg i samme størrelse
Smørdampet porre
5 porrer • 200 g smør • 2 dl vand • Peber • Salt
Kartoffel-trøffelterrin med variation af karse
4 kg bagekartofler i skiver • 2 løg, hakket fint • 1 tsk. tørret timian • 30 g salt • 500 g smeltet smør • 10 g sort peber • 100 g trøffelpasta • 2 finthakkede hvidløg
Trøffel og timiansauce
2 løg • ½ selleri • 2 gulerødder • Toppe fra 2 porrer • 2 laurbærblade • 1 bundt timian • 5 dl rødvin • 4 dl balsamicoeddike • 2 liter god kalve-/oksefond • 250 g smør • 100 g trøffelpasta
Løgpuré
3 kg salatløg, hakket groft • 250 g smør • 1 stjerneanis • Lidt timian
Prøv selv retten fra Madhuset Substans
Du finder ingredienserne til den lækre ret på vores webshop
Køb ingredienser