Alles ret: Lasagne med mornaysauce
Siden september 2021 har Dagrofa Foodservice samarbejdet med JunkFood om at nedbringe madspild og samtidig sikre måltider til gadens folk i København. Dagrofa Foodservice leverede mere end 16 ton overskudsvarer til JunkFood i 2022, og fortsætter samarbejdet i 2023. Hver dag leverer JunkFood 300 varme, nærende måltider til 11 herberger og væresteder, som distribuerer måltiderne til hjemløse, der ellers ikke har adgang til et aftensmåltid.
Maden fra JunkFood mætter ikke blot. Den giver stabilitet og ro i kroppen, så det blandt andet er muligt at falde i søvn og mængden af konflikter nedtrappes. Maden bruges også som et relationelt redskab for medarbejdere på herberger og væresteder, da transaktionen af et måltid udviser omsorg, og fungerer som samtalestarter.
I denne månedlige artikel, giver vi et indblik i, hvad et måltid mad betyder for en hjemløs. Fortællingen er uddrag fra JunkFoods bog Alles Ret, som er lavet i samarbejde med fotografen Jens Honore. JunkFoods køkkenchef og tidligere kok på Alchemist Philip Eistrup Davidsen har lavet artiklens opskrift, som er en variation af den livret, artiklen indeholder.
Bogen Alles Ret er nomineret som et godt eksempel på kunst- og fotohåndværk i 2022, og kan købes her: (https://www.booklab.dk/boger/junk-food-af-jens-honor)
Følgende er et uddrag af et interview med gadens folk. Teksten er direkte transskriberet og er derfor i talesprog. Hør den fulde fortælling nederst i artiklen.
Jan, 44 år
”Jeg har været her i nok små 20 år. Når jeg tænker på mad så tænker jeg på at komme herind (H17 og JunkFood) og få et godt måltid mad. For det er det eneste, man har at gå op i herinde. Vi får ikke så meget at spise fordi vi er misbrugere (…) Min livret, det er lasagne, og da jeg var barn var det stegt flæsk med persillesovs. Men nu er det lasagne (…) Min mor lavede altid maden. Men det var mere frikadeller, brun sovs og kartofler. Det var hyggeligt. Men jeg tror faktisk, mit bedste måltid mad var på et tidspunkt, da jeg sad i spjældet, hvor vi havde julefrokost. Det var det der hyggelige sammenhold, den der stemning, som da man var barn derhjemme. Det der med, at man var samlet med hele familien. Det var nok det bedste.”
Jans livret er lasagne, og derfor er denne måneds ret fra JunkFoods køkkenchef netop det. Hør Jans fulde historie her:
https://junkfood.dk/vores-arbejde/junkfood-alles-ret/qr-sound-10/
Få opskriften på Jans livret lige her!
Støt JunkFood
➡️ Hvis du vil støtte JunkFood, kan du gøre det på MobilePay 113767. For 175 kroner kan du sikre et måltid til en hjemløs, hver dag i en uge.
➡️ Har du lyst til at blive frivillig for projektet eller er du interesseret i at høre om et erhvervspartnerskab for din virksomhed? Skriv til Jeanette Duus på jkd@junkfood.dk for at høre om de forskellige muligheder for at bidrage.
Alles Ret, en bog fra JunkFood i samarbejde med fotografen Jens Honoré
Bogen er nomineret som et godt eksempel på kunst- og fotohåndværk i 2022.
Køb bogen her