Projekt JunkFood

Hvad gør man, når en epidemi lukker din restaurant, og køkkenet pludselig står tomt? Man iværksætter sin mangeårige ambition, om at lave mad til dem, for hvem et måltid ikke er en selvfølge. Sådan gjorde michelin-kok og medejer af Alchemist Rasmus Munk i marts 2020. Her blev projektet JunkFood vakt til live, og sammen med et hav af frivillige kokke leverede Rasmus dagligt gratis varme måltider til gadens folk i København.  

Det blev hurtigt klart, at behovet for et måltid mad ikke kun eksisterede under corona-nedlukningen, men at mange af de ca. 1400 gadefolk i København generelt ikke har adgang til et solidt aftensmåltid. Derfor blev JunkFood etableret i køkkenet hos stofindtagelsesrummet H17 i juni 2020, hvor de lige siden har leveret 300 daglige, nærende og varme måltider til 11 herberger og væresteder. Det svarer til, at JunkFood siden begyndelsen har leveret mere end 300.000 måltider. 


Fotocredit: Martin Kauffmann

Køkken og måltider
I køkkenet startede to tidligere Alchemist kokke, Philip Eistrup og Esben Andersen, og Jeanette Duus tiltrådte som daglig leder. ”Jeg blev frivillig i JunkFood under coronanedlukningen i starten af 2020, og kunne hurtigt se, at det her var et enestående projekt. På mange måder kombinerer projektet alt, hvad jeg har arbejdet med indenfor madspild, unge udsatte, madlavning og stoffer.” fortæller hun.  

”Jeg føler mig som verdens heldigste når jeg er på arbejde. Jeg får lov til at arbejde med mennesker der brænder for sit fag og som er dygtige, og med at få det allerbedste frem i udsatte unge og ansatte. Derudover bekæmper vi madspild og hjælper dem, som er allerlængst nede på vores sociale rangstige, bare en lille smule.” 

I dag består køkkenet af tre kokke og to kokkeelever, samt praktikanter og frivillige der både laver mad, henter råvarer og bringer måltiderne ud. Kokkenes baggrund fra Alchemist betyder, at alt laves fra bunden på JunkFood. Det er vigtigt, at selvom måltiderne i højere grad er husmandskost, så er kvaliteten og håndværket i top og produceret med stolthed. 

Måltiderne fra JunkFood er fyldt med kød, fisk og grønt, og tilsættes store mængder fløde og smør for at bidrage med så mange kalorier som muligt. Herudover er maden skånsom for sarte tænder og ødelagte maver, hvilket betyder, at maden er nem at tygge, og uden stærke krydderier. JunkFood modtager mere end 1 ton overskudsvarer om ugen, blandt andet fra Dagrofa Foodservice, som bruges i madlavningen. Derfor er projektet også med til at nedbringe madspild, og udnytter det CO2-udslip, der ellers går tabt ved uudnyttede fødevarer. 


Fotocredit: Martin Kauffmann

Maden fra JunkFood mætter ikke blot gadens folk. Den giver stabilitet og ro i kroppen, så det blandt andet er muligt at falde i søvn og mængden af konflikter nedtrappes. Maden bruges også som et relationelt redskab for medarbejdere på herberger og væresteder, da transaktionen af et måltid udviser omsorg, og fungerer som samtalestarter. 

I løbet af 2023 flytter JunkFood til Betty Nansens Alle hvor de, i samarbejde med KAB, etablerer et nyt køkken, der gør det muligt at opskalere produktionen af daglige måltider. ”Det nye køkken kommer til at betyde, at vi kan tage væsentlig større mængder af overskudsvarer ind, og at vi kan sørge for at mange flere hjemløse får minimum ét dagligt varmt måltid mad. Det betyder også at vi endelig kan rulle hele vores projekt ud omkring det meningsfulde fællesskab med unge udsatte.” fortæller Jeanette Duus. 

Ambitionen er, at JunkFood på sigt skal kunne levere i til flere dele af Danmark, og at projektet skal blive finansielt bæredygtigt i kraft af egne produkter og events. Siden marts 2020 har Rasmus Munks ønske været, at alle gadens folk skal have adgang til et dagligt, varmt og nærende måltid mad – og den ambition kommer et skridt tættere på, i det nye køkken. I 2022 opgjorde VIVE, at antallet af hjemløse i Danmark er på 5789 personer – det er et lille fald på 650 mennesker fra 2019. 

Madspildssamarbejde
JunkFood og Dagrofa Foodservice har siden september 2021 samarbejdet om at nedbringe mængden af madspild, og samtidig sikre flere måltider til gadens folk. ”Erhvervssamarbejder betyder rigtig meget for en organisation som JunkFood. Det giver finansiering til vores projekt men det øger også vores kendskabsgrad hos medarbejdere og andre stakeholders. Vores erhvervspartnerskaber er med til at gøre os professionelle og så er vi en god sparringspartner i ansvarlighedsdebatten.” pointerer Jeanette. 


Fotocredit: Martin Kauffmann

En opgørelse viser, at Dagrofa Foodservice fra 1. januar 2022 til 1. oktober har leveret mere end 12 tons fødevarer, hvilket svarer til ca. 30.000 måltider mad. 

Som led i samarbejdet, vil vi i løbet af 2023, her på hjemmesiden, bringe månedlige opskrifter på nogle af de livretter, gadens folk har. Livretterne præsenteres med en tilhørende historie fra en hjemløs, der fortæller om sine minder med mad, og hvad et måltid betyder for vedkommende. Historierne er en del af fotobogen Alles Ret, som JunkFood i 2021 udgav i samarbejde med fotografen Jens Honore. Bogen er nomineret som et godt eksempel på kunst- og fotohåndværk i 2022, og kan købes her: https://www.booklab.dk/boger/junk-food-af-jens-honor 

Udsnit af fortællingerne i bogen er klippet sammen til et lille filmisk værk, som kan ses her: 

Opskrifter
JunkFood-serien sparkes i gang med en juleopskrift fra køkkenchef Philip Eistrup Davidsen. Her deler han sin familieopskrift på vaniljekager og brunkager: 

”Kagerne er nogle vi bager hvert år, og det har vi gjort så længe jeg kan huske. Opskriften er fra min oldemor, og hun bagte dem med min mormor, som bagte dem med min mor og senere med min søster og mig. Min mormor var ædru alkoholiker i 10 år af min barndom, så kagerne minder mig meget om de gode tider vi havde med hende. Så når huset begynder at dufte af julesmåkager, bliver jeg taget tilbage til minderne om min barndom.”

Støt JunkFood

 

➡️ Hvis du vil støtte JunkFood, kan du gøre det på MobilePay 458568. For 175 kroner kan du sikre et måltid til en hjemløs, hver dag i en uge. 

➡️ Har du lyst til at blive frivillig for projektet eller er du interesseret i at høre om et erhvervspartnerskab for din virksomhed? Skriv til Jeanette Duus på jkd@junkfood.dk for at høre om de forskellige muligheder for at bidrage. 

 

Fotocredit: Martin Kauffmann

Alles Ret, en bog fra JunkFood i samarbejde med fotografen Jens Honore

Bogen er nomineret som et godt eksempel på kunst- og fotohåndværk i 2022.

Køb bogen her