Fra Lollands fede jord til bord

En gammel talemåde siger, at godserne på Lolland ligger lige så tæt som geléklatterne på en gammeldags æblekage. Det gør de, fordi jorden her er så rig, at den kan brødføde et stort antal mennesker. Sådan siger Povl Lønberg Rasmussen, som kæmper for at få Lolland tilbage på det gastronomiske landkort.

Lolland er en interessant region at vende blik såvel som smagsløg mod. Problemet er bare, at det for mange er Danmarks måske bedst bevarede hemmelighed, at gastronomiens vugge
engang stod på Lolland, og at Lolland har nogle af landets mest optimale klima- og vejrmæssige forhold til at levere alt fra fisk og mejeri til kød, vildt, frugt og grønt.

Lolland har råvaren

Heldigvis findes der en mand, som har sat sig for at fortælle historien om Lolland. Det har han, dels fordi han elsker mad, men også fordi han er født på Lolland og ved, hvordan et smukt, kegleformet, saftigt og perfekt parfumeret guldborgæble fra Lolland smager.

Der er mange ting, som er interessante ved råvarer på Lolland, forklarer Povl Lønberg Rasmussen. Det ene er jorden, det andet er klimaet. Vi har en meget lille temperaturforskel mellem dag og nat. Det gør, at hele frugt- og saftudviklingen bliver mere intens, og du derfor får mere smag i råvarerne. Og ja, vi taler godt nok om Samsø som Danmarks køkkenhave og Fyn som Danmarks have, men vi har et endnu bedre klima på Lolland. Det er jo ikke for ingenting, vi hedder Sydhavsøerne, siger han.

Povl Lønberg Rasmussen er født ind i den gastronomiske branche. Som søn af en husholdningslærerinde og en bankmand oplevede han tidligt glæden ved god mad, men han lærte også, at kassen skulle stemme. Derfor tog han en uddannelse, som gik i en finansiel retning. I dag ville han have læst til dyrlæge, fordi dét som i virkeligheden interesserer ham, er køer. Charmerende, nysgerrige jerseykøer. Bedsteforældrene havde en gård i Nordsjælland, og her var han i sit es, når han i en alder af bare 4 år svingede sin lille skovl og hjalp fodermesteren med at give køerne mad.

Povl giver dig her 5 gode grunde til at vende smagsløgene mod Lolland:

 

Frederiksdal Kirsebærvin fra Frederiksdal Gods producerer kirsebærvin på Stevnskirsebærret. Godsets placering på Lollands vestligste spids lige ud til Langelandsbæltet er helt ideelt til kirsebærproduktion.

 

Krænkerup Øl brygger en pilsnerøl på kun 4 ingredienser. Alt er bæredygtigt, fordi alt er dyrket på deres egne marker.

 

Slagter Friis i Nakskov, hvor Peter Friis er tredje generation i slagterdynastiet. Foruden en gårdbutik med lokale produkter tilbyder de en lang række færdigretter. En af dem – en anderilette – vandt produktprisen ved Årets Vildtret 2016. Forretningen forhandler i øvrigt også Lollandsgrisen.

 

Fisk fra Langø, blandt andet fordi der er et fiskeri på Langø, hvor man fanger skånsomt med garn, altså ikke med trawl. De fanger masser af torsk i Langelandsbæltet.

 

Frugterne fra Lilleø og Fejø – takket være alt det, Claus Meyer har gjort for området.