Portrættet: Jeg brænder for, at vi i fællesskab vinder kundernes tillid

Der er en masse passionerede medarbejdere i Dagrofa, der er en del af Dagrofas DNA, og som er med til at udvikle Dagrofa hele tiden – og blive #StærkereSammen og skabe #FremgangSammen.

Med Portrættet kan vi lære hinanden lidt bedre at kende på tværs af koncernen, og møde andre kolleger som er passionerede omkring deres arbejde og Dagrofa. Selvom der arbejdes med vidt forskellige ting, er der en rød tråd, der binder Dagrofa sammen på tværs, og målet er det samme: At give de bedste madoplevelser både ude og hjemme.

Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at Jonas Holmgaard skulle dedikere de næste femten år af sit liv i Dagrofa Foodservice, da han efter en studentereksamen i sit sabbatår blev ansat som lageroperatør på terminalen i Middelfart.

Egentlig var det hans drøm som ung at blive kok, men i dag er det titlen som lagerchef, der pryder visitkortet.

Det betyder, at han i det daglige har ansvar for både lager og bygningsdrift i Ishøj, hvor Dagrofa Foodservice for relativt få år siden byggede en ny terminal.

Det er én af koncernens travle, vitale knudepunkter, hvor der døgnet rundt skal pakkes bl.a. lækkert kød, fisk, oste, frugt og grønt. Dernæst bliver varerne leveret ud til alt fra burgerbarer til Michelin-restauranter.

Jonas Holmgaard fortæller:

-Selvom jeg ikke endte med at blive kok, så er der noget i en koks mentalitet, som jeg helt sikkert har taget til mig. Det er nemlig afgørende, at vi har et knivskarpt setup, hvor vi er passionerede og gør os umage for at levere den perfekte ordre til kunderne. I lighed med et restaurantkøkken er der ikke to dage, som er ens i Dagrofa Foodservice. Dynamikken og den skiftende hverdag er noget af det, der motiverer mig allermest.

Vi er smeltet mere sammen

Med en femtenårig karriere bag sig i virksomheden har Jonas Holmgaard gode forudsætninger for at beskrive, hvordan der er sket en markant udvikling i de senere år som en konsekvens af først #StærkereSammen-strategien og dernæst #FremgangSammen.

Han siger:

-Der er kommet meget mere fokus på, at vi skal samarbejde tættere på tværs af afdelinger og funktioner. De seneste år har vi rykket os, og det er noget, som virkelig giver mere blod på tanden. Vi er smeltet mere sammen som organisation. Derfor vil jeg sige, at strategierne har skabt et solidt fundament, der er en afgørende forudsætning for at give en rigtig god madoplevelse.

Rigtig stolt af kulturen

Som lagerchef er Jonas Holmgaard i princippet ’på’ døgnet rundt i tilfælde af uforudsete udfordringer, men det gør ham ikke det mindste. Jonas får nemlig energi ud af at være med at finde de gode løsninger i fællesskab med andre.

Derudover er han meget optaget af at gøre virksomheden til en endnu mere attraktiv arbejdsplads.

Jonas Holmgaard fortæller afslutningsvist:

-Jeg er enormt stolt af vores kultur. Hos os har alle medarbejdere mulighed for at få indflydelse på deres egen hverdag. Det betyder virkelig meget for mig, at vi har den tilgang. Jeg har været i organisationen i mere end femten år, og jeg bliver kun mere og mere glad for at gå på arbejde.