Log på webshoppen

JunkFood & Dagrofa Foodservice i unikt samarbejde:
Overskudsmad til hovedstadens gadefolk

Organisationen JunkFood, stiftet af Rasmus Munk fra Alchemist, har indgået et særligt samarbejde med Dagrofa Foodservice. Samarbejdet støtter op om JunkFoods meningsfulde projekt, som giver et varmt måltid mad til gadens folk.

 

Samarbejdet indebærer, at Dagrofa Foodservice donerer overskudsfødevarer til JunkFood – en aftale, som komplimenterer begge parters kerneværdier;

Hos Dagrofa Foodservice er god mad en vigtig del af DNA’et, og det samme gør sig gældende for JunkFood. Samtidig bliver der gjort op med madspild og givet et bidrag til, at Københavns gadefolk kan få et varmt og nærende måltid.

Som Jeanette Duus, leder af JunkFood fortæller:

“Samarbejdet med jer, og andre for dens sags skyld, er vigtigt, da vi sammen kan udvikle bedre løsninger – i dette tilfælde bekæmper vi madspild, og forvandler det til et gratis, næringsrige måltider til gadens folk”.

På besøg hos JunkFood

Dagrofa Foodservice har besøgt JunkFood for at få indblik og indsigt i, hvor meget et varmt måltid mad betyder for de udsatte i København.

“De her mennesker får nogle gange slet ikke mad i en hel dag – eller flere dage. Måltidet er med til at give normalitet, mindske vold og konflikter, og så giver det gadens folk den omsorg og velvære, som de sjældent mærker,” siger Jeanette.

Nye tanker under corona-nedlukning

Hele konceptet bag JunkFood blev aktiveret af Michelinkok Rasmus Munk under corona-nedlukningen.

Da Rasmus Munk ikke kunne servere delikate og udsøgte retter til sine gæster i sin to-stjernede Michelin restaurant Alchemist grundet nedlukningen, besluttede han sig for at bruge sine madkundskaber i et andet øjemed – nemlig JunkFood.

Indbyder til faglig kreativitet

To tidligere Alchemist-kokke, Philip og Esben, er blevet i projektet. Nogle gange savner de at lave delikat Michelin-mad, men overskudsvarer gør, at de stadig får lov til at udfolde sig kreativt i professionelt øjemed. Selv siger Philip, Kok hos Junkfood:

“Det at modtage madspilsvarer udfordrer vores faglige kreativitet. Vi får nogle varer ind, som SKAL bruges i dag, så vi er tvunget til at lave noget med dem.”

Wow – bare wow

Som en del af Dagrofa Foodservices besøg hos JunkFood, fik vi lov til at overvære modtagelsen af overskudsvarerne fra vores lager.

Køkkenchef hos JunkFood, Kåre, kunne ikke holde sin begejstring tilbage. ”Wow” var et ord, der blev brugt flittigt, da bilen blev tømt.

Junkfood har udviklet sig meget, siden de havde deres første servering den 19. juni 2020. I starten var responsen fra gadefolkene beskeden. Jo mere fremskredent projektet er blevet, jo mere relationsopbyggende adfærd oplever JunkFood også. Selv siger Kåre, Køkkenchef hos JunkFood:

“I starten var de lidt ligeglade, men de blev hurtigt meget interesseret. Nu spørger de om ønske til mad, og man kan se, at de bliver glade for det”

Samarbejde med mening

Hos Dagrofa Foodservice glæder det os, at vi har mulighed for at støtte op om en organisation som JunkFood – for os, er det et samarbejde, der giver mening.

“Jeg er rigtig glad for, at vi indgår et samarbejde med JunkFood. Det er en god måde hjælpe en sårbar gruppe borgere, som i forvejen har rigeligt andet at tænke på, end hvordan de får et dagligt måltid mad. Desuden kan vi mindske vores madspild endnu mere, og det er en dagsorden, der fylder meget i vores dagligdag“, siger Niels Miles Frandsen, administrerende direktør i Dagrofa Foodservice.

Fakta om JunkFood:

  • JunkFood blev skabt under første corona-nedlukning, da Rasmus Munk besluttede at lave mad til gadens folk.
  • JunkFood er finansieret af fondsmidler og midler fra erhvervsmand Lars Seier Christensen.
  • JunkFoods mad laves af tre ansatte kokke og to elever og drives derudover af en række frivillige.
  • Hver eneste dag året rundt producerer JunkFood 300-350 måltider fra køkkenet H17 på Halmtorvet på Vesterbro i København.
  • Ifølge VIVE, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, er der over 6.000 hjemløse i Danmark. 1.400 af dem i København.

 

Seneste nyheder