Nye restriktioner: Sådan støtter du restauranterne

Stigende smittetal og en ny coronavaritant fik statsministeren i talerstolen onsdag med nye restriktioner.

Nogle af restriktionerne lyder på, at serveringssteder, restauranter og barer skal holde lukket fra midnat til kl. 5. Samt du skal bære mundbind på restauranter og barer, når du står op. De nye restriktioner træder i kraft den 10. december, men det betyder ikke, at du skal gå ned på gode madoplevelser – tværtimod er opfordringen herfra, at du støtter restauranterne.

Derfor har vi lavet en lille guide til, hvad du kan gøre:

Flyt julefrokosten til senere i stedet for at aflyse den  

Det er ingen hemmelighed, at julen er en højtid i restaurationsbranchen, hvor der forventes stor omsætning. Det gælder selvfølgelig også alle de julefrokoster, der er booket ind på restauranterne i december måned. Sidste år var restauranterne lukket ned, og i år lyder anbefalingen at aflyse julefrokoster. For at holde en hånd under restauranternes omsætning for julefrokoster, opfordrer vi til, at I rykker jeres julefrokost frem for at aflyse – eksempelvis til foråret. Det er garanteret også en udmelding, som vil falde i god jord hos medarbejderne, som havde set frem til en festlig begivenhed i kollegaernes samvær.

Giv dine medarbejdere et restaurantgavekort i julegave  

Har din virksomhed endnu ikke besluttet, hvad medarbejderne skal have i julegave? Så er det indlysende, at et gavekort til en restaurant vil skabe glæde – både hos modtager og hos restauranten, du køber det hos. Med et gavekort til en restaurant, kan medarbejderen selv beslutte, hvem han/hun vil dele en god middag med. Og så går beløbet til en formentlig økonomisk trængt restaurant.

Giv et restaurantgavekort som erstatning for julefrokosten  

Beslutter din virksomhed at aflyse julefrokosten helt i år, betyder det ikke, at medarbejderne skal snydes for en god julemiddag ude med det hele. Glæd i stedet dine medarbejdere med et restaurantgavekort, så de fortsat kan nyde et godt måltid, når det passer ind i egen kalender.

Køb takeaway fra restauranterne  

Ved seneste nedlukning fik mange restauranter øjnene op for at sælge takeaway, og billeder af lækker takeaway florerede på Instagram med hashtagget #spisudehjemme
Det betyder også, at takeaway ikke længere er lig hurtigmad, men derimod at high-end restauranterne også tilbyder gourmet to-go.
Hvis din lokale restaurant endnu engang introducerer takeaway, så hent et lækkert måltid hjem, smid en dug på, tænd et stearinlys og servér for dig og dit udkårne selskab.

Køb drikkevarer med din takeaway 

Ved seneste nedlukning kunne du købe takeaway hos restauranterne til meget fordelagtige priser – selv Michelin-mad blev på et niveau, hvor de fleste kunne følge med. Ofte har restauranterne også et godt tilbud på vin til maden, og det vil være en stor håndsrækning, hvis du køber drikkevarer med, når du køber din menu. Så er du også samtidig sikret, at vinen er tilpasset din menu og du får den fulde smagsoplevelse ud af det.

Bestil din nytårsmenu som takeaway 

Det bliver mere og mere populært at bestille sin nytårsmenu som takeaway. Idéen er også genial – restauranten laver maden for dig, så du er sikret et højt gastronomisk niveau, ofte er der vejledninger med, så du kan præsentere og imponere dine gæster med højt æstetisk niveau på din tallerkenservering. Og vigtigst for mange; du sparer tiden i køkkenet, som du kan bruge med dine nytårsgæster i stedet.

Ryk din sene booking til tidligere frem for at aflyse

Har du en sen booking, du overvejer at aflyse, når restauranterne skal lukke ved midnat? Hvad med i stedet at rykke din booking frem? Ankom tidligere på aftenen – så holder den også længere, og du får flere timer sammen med dit selskab. Du kan nå det sidste bus hjem, og du rammer din seng i ordentlig tid, så du er frisk og veludhvilet næste dag.