Meget mere end bare GRØD

GRØD opstod i 2011 i en kælder på Nørrebro med missionen om at vise, at grød kan være meget andet end klistret morgenmad eller kedelig fattigmandskost. I dag har GRØD 10 restauranter, en webshop og flere produkter i både detail- og i foodservicehandlen.

Nogle af disse produkter er lavet, så du nemt og hurtigt kan servere lækker grød for dine gæster, også i større mængder som convenience-produkter.

 

Glutenfri overnight oats med æblekompot

Nogle gange, skal det gå hurtigt om morgenen så derfor har GRØD lavet en grødblend, der egner sig særligt godt til “overnight oats” eller “koldgrød”, som du kan lave i større mængder og så have på køl i op til 4 dage. Deres blend er sammensat af finvalsede økologiske havre, chiafrø og hele boghvedekerner, for at give grøden lidt tekstur. Her blander vi den op med havredrik og vand, men du kan bruge alle slags plantemælk. Bemærk, du skal bruge en glutenfri havredrik for at gøre hele grøden glutenfri.  

Man kan også putte lidt kokosmælk i, hvis man ønsker en federe konsistens og smag, men det er meget et temperamentspørgsmål, så prøv dig frem og find ud af hvad, der virker for dig. Når din grød-base er på plads, er det jo særligt vigtigt at toppe med økologisk og glutenfri, lækker granola, æblekompot, peanutbutter og lidt friskskåret æble. Så starter dagen godt, blødt, sprødt, salt og sødt.  

 

Congee – Asiatisk risgrød med øko-kylling

Opdagelsen af den asiatiske grødkultur er en af Lasse Skjønning Andersens (stifter og CEO hos GRØD) største grød-relaterede aha-oplevelser, og også en af de væsentligste grunde til at lave en restaurant, der kun handler med grød. “Congee” (udtales kon-jee) er en fællesbetegnelse for en udkogt risgrød, som serveres i en million forskellige varianter i hele Asien. Den mest klassiske er den kinesiske congee med kylling, som brødføder millioner af kinesere dagligt. Flere steder i Asien findes der congee-restauranter, hvor der bliver tilberedt et utal af varianter af denne salte risgrød. Konsistensen er let og mindre tung end risottoen, og smagen er sammensat på grund af krydderierne koriander og ingefær, de sprøde og fede peanuts, den salte soya og den aromatiske sesamolie. 

Congee er en af vores absolutte bestsellers ude i restauranterne og har også være på menuen siden 2011. Vi har i samarbejde med Hanegal fået produceret vores congee-base, så du blot skal varme op med vand, fond og kylling. Vores base er lavet på 100% økologiske jasminris, ingefær, hvidløg, kyllingfond og sesamolie.