Sådan øger du salg og profit på din burgermenu!

Burgeren er blandt de mest populære retter at spise både på restauranter og i de danske hjem. Flere unge end ældre spiser burgere, men trenden omkring Street Food-konceptet er i stigende udvikling, især set i lyset af de seneste års verdensomspændende pandemi, der bidrog til, at folk udviklede nye vaner og madtrends.

I sammensætningen af den perfekte burgermenu findes der en lang række idéer til, hvordan du kan øge salg og profit, så du både tjener mere på dine gæster, og så de også ender med at komme igen en anden gang. Hvis du imødekommer dine gæsters ønsker om at få serveret genkendelige retter og kombinerer med nye spændende smagskombinationer, er du sikker på, at dine gæster går tilfredse ud af døren. Hvis du ovenikøbet indfrier forventningerne fra gæsterne om, at kunne skræddersy deres eget måltid lige efter deres individuelle præferencer, er de også villige til at betale ekstra for det!

Hvis du vil opgradere din burgermenu til at nå nye højder især på salg og profit, så er der tre steder du især kan skrue op: Selve burgeren, tilbehøret og dips/saucer. Herunder kan du få inspiration til, hvordan en burgermenu kan optimeres fuldt ud.

Burgeren

I selve burgeren er der mulighed for at tilbyde dine gæster helt nye smagsoplevelser og -sammenhænge.

Det første sted du kan sætte ind, er i burgerens protein. En god idé kan f.eks. være at tilbyde at skifte det klassiske oksekød ud med en vegetarisk eller vegansk bøf lavet på lækre grøntsager som bønner, rødbeder eller kikærter eller den proteinholdige halloumiost, der bidrager med umamismag og god mæthedsfornemmelse.
Derudover er den sprøde og friterede kylling altid et populært valg, der uden tvivl får dine gæsters mundvand til at løbe.

Det kan også være i burgerens øvrige indhold at der tilbydes opgraderinger. Det kunne f.eks. være ved at tilbyde forskellige slags ost i burgeren (cheddar, gouda, emmentaler mm.), chilistegte champignoner, karameliserede løg, smilende spejlæg, coleslaw eller ved at tilbyde en ekstra bøf i burgeren.

Ud over protein og indhold kan du ligeledes tilbyde ændringer eller opgraderinger på bollen, og alternativerne til den klassiske sesambolle er mange. Det kan f.eks. være en smørbagt briochebolle, en glutenfri bolle, en grov bolle, røstitop eller et vegansk alternativ som en lækker stegt portobellosvamp eller sprøde salatblade.

Tilbehøret

Tilbehøret til burgeren kan også være et vigtigt element især i forhold til at skabe merværdi for gæsten og ekstra salg for dit køkken. Lækkert tilbehør komplementerer burgeren, og her er mulighederne tæt på uendelige.

Til en burgermenu hører der sig for mange mennesker en portion sprøde fritter. Disse kan laves i et hav af varianter ud over de klassiske kartoffelfritter, f.eks. kan du tilbyde dine gæster sweet potato-fries, zucchini-fries eller luksusudgaven “loaded fries” som er sprøde fritter toppet med f.eks. smeltet cheddar, bacon, krydderier og løg. Denne luksusversion kan du selvfølgelig også lave i en udgave med lækre sprøde nachochips, som toppes med smeltet cheddarost, jalapeños og en lækker hjemmelavet pico de gallo.

Derudover kan du tilbyde køb af ekstra sides som f.eks. en cremet mac n’ cheese, friterede løgringe, chili cheese tops, chicken tenders, krydrede kyllingevinger eller alternativet: krydrede “wings” af blomkålsbuketter.Du kan også tilbyde de sundere alternativer som en lækker mixet salat med den helt rigtige dressing eller vinaigrette.

Dips og saucer

Også ved dette element er mulighederne mange, og her kan du med fordel tilbyde mange forskellige, så dine gæster kan vælge flere slags, og der er noget til enhver gæsts smag.

Det kunne f.eks. være den klassiske mayo, også i en vegansk udgave, chilimayo eller en bearnaisemayo. Det kunne være den spanske aïoli med hvidløg, den mexicanske, cremede guacamole, den amerikanske, syrlige ranch-dressing, den søde og stærke chilisauce, den røgede BBQ-sauce eller den syndige cheddarsauce.

Andre tips til din burgermenu

Med inspiration i disse opgraderinger til din brugermenu kan du altså øge både salg og profit i din restaurant.

Men det kan også være vigtigt at inspirere dine gæster på andre måder. Giv f.eks. dine burgere og burgermenuer sjove og rammende navne, så dine burgere får den opmærksomhed, de fortjener, og lav en visuelt flot bordrytter, der kan stå på bordene i din restaurant. Den kan være med til at synliggøre mulighederne for ekstra tilkøb og alternativer, som kan inspirere dine gæster til at købe mere.

 

Så bliver dine gæster ved med at vende tilbage, igen og igen.. 

Seneste nyheder