Grillede asparges med fermenteret hvid asparges
Denne opskrift er udviklet af Erik Pedersen fra Kadeau Bornholm. En ret, der smager intenst af asparges. Både af de friske, grillede, grønne asparges, men også af den umamismag fra fermenteret hvid asparges, som du både får i cremen og i saucen.
Tilberedning
4 personer
Skræl dine hvide asparges, og skær dem i mindre stykker. Kog dem helt møre i fløde, og blend til puré. Smag puréen til med fermenteret hvid aspargessaft.
Nip de grønne asparges, og grill dem. Skær enderne af, og blend dem med olie for at lave en grillet grøn aspargesolie. Ved servering pynter du retten af med nogle aspargesskud, solbærblade samt en skefuld fermenteret hvid aspargessaft og lidt af den grillede grønne aspargesolie.
Tip!
Da den fermenterede hvide aspargessaft smager salt og syrligt, kan du bruge den til at smage din hvide aspargescreme til med.
Ingredienser
8 små grønne asparges
2 hvide asparges
300 g fermenteret hvid aspargessaft
300 g fløde
Aspargesskud
Solbærblade
100 g olie