Stuvet hvidkål med sprængt kylling-supreme og kartoffel på to måder

Tilberedning


Kylling:

Supreme-brysterne klargøres ved at trække skindet på plads pænt ned over brystet.

De krydres på begge sider, og er nu klar til tilberedning.

OBS: spar på saltet da kyllingen jo er sprængt.

Tilbered dem enten i ovnen eller på panden, begge dele fungerer fint.

 

Pommes Anna:

Kartofler skæres tynde i skiver på mandolinjernet.

I en form efter eget valg lægges skiverne af kartoffel nu ned i lag med salt, peber og en pensling af smeltet smør imellem alle lag.

Placér et stykke bagepapir ovenpå, og bag det hele i ovnen på ca 180 grader i ca 45 min., til den er mør.

Når den er gennembagt og mør, tages den ud af ovnen, og den sættes nu på køl under pres.

Lad den køle helt af i minimum 5 timer.

Når den er kølet af, kan du skære eller stikke den ud i ønsket form. På billedet er der brugt en rund udstikker.

Pommes Anna’en kan nu enten steges op på panden eller bages op i ovenen på høj varme så den er sprød uden på og mør inden i.

 

Hvidkål:

Hvidkålsstrimlerne koges møre.

Smøren smeltes og hvedemelet bages ud i smørret.

Kogevandet fra hvidkålen tilsættes under omrøring, og der afsluttes med fløden.

Saucen koges igennem og smags til med muskat, salt, sukker og syre.

Til sidst vendes hvidkålen i, og den er klar til servering.

 

Tip! 

Du kan også vælge den mere klassiske anretning og servere almindelige små kogte kartofler til din kylling og hvidkål. 

Ingredienser


4 kuverter

 

Kylling:

  • 4 stk. kylling-supreme, sprængt
  • Salt og peber

Pommes Anna:

  • 6 store kartofler, skrællede
  • 200 g smeltet smør
  • Salt og peber

Stuvet hvidkål:

  • ½ hoved hvidkål (ca. 700 g), skåret i strimler
  • 50 g smør
  • 50 g hvedemel
  • 2 dl kogevand fra hvidkålen
  • 4 dl fløde
  • Salt
  • Muskat, revet
  • Hvidvinseddike
  • Sukker