Den blå og den gule fra Søtofte på Midtsjælland
Navn: Søblå
Karakteristika: Blåskimmelost med et vildt ydre. Har naturlig skorpe af skimmelflora. Er skimmelmodnet indefra af roqueforti, vendt og klappet under en forholdsvis lang modning på 4-5 måneder, så der udvikles et utroligt flot bud på en komælkebaseret blåskimmelost, der samtidig er let at skære og præsentere. Smagsprofilen er balanceret og mild, og konsistensen karakteriseres som crumblet og cremet. Knasende lyde fra proteinkrystaller kan forekomme. Sensorisk set tilfører det osten en snert af granulær struktur.
Navn Søbo
Karakteristika: Det er en fast, gul komælksost, med masser af fine, små, visuelle huller. Den er lagret og modnet i 8-10 måneder, og har en fyldig, dyb og balanceret smagsprofil, der er syrlig, nøddet og flødet.
Dufter af frisk mælk og græs, og er en ost, der varierer på smag, udseende og fedme afhængigt af årstid.
En vild naturskorpe giver Søbo ekstra karakter og sensorisk identitet. Mundfornemmelse og tekstur kan bedst karakteriseres som fed og cremet.
Herkomst: Søtofte Gårdmejeri. Et holistisk jordbrug med eget gårdmejeri. Drives af et ungt par, Marie Linea (mejeriingeniør) og Michel (landmand), som går op i at gøre alt så skånsomt, roligt, uforstyrret og dyrevenligt som muligt. Her er køerne fritgående, græsfodrede og deres kohorn er bevaret. Og så bliver køerne udemalket. Det er holisme af første grad fra Søtofte lidt uden for Ringsted.