Den hvide fra Tebstrups vide verden på Mols
Navn: Tilia Mundo
Karakteristika: Hvid, halvfast, modnet, økologisk gedeost. Er en rigtig must try-ost for gedeglade osteelskere. Flottenheimer og vinder af gourmetprisen 2019. Den taktile askeskorpe, der omslutter osten, giver en smuk, hvidskimlet mønsterstruktur som ingen andre oste.
Smagen er karakterfuld og højkompleks og er samtidig frisk, rund, letsyrlig og frugtig. Kan nydes helt ung efter ca. 10 uger. Men lagres osten i fx 6-12 måneder tilføres den yderligere en let sødlig, nøddeagtig og gedekarakteristisk, dyrisk smag og aromatisk skarphed, der på en besnærende og sanselig måde begejstrer næsen.
Herkomst: Tebstrup Gedeosteri. Et mageløst, økologisk mejeri beliggende på Mols. Her går de med liv og sjæl op i smag og kvalitet efter bæredygtige principper. Mælken kommer fra 5 lokale gedemælksgårde. Det er Dorthe Flo Sørensen, som ejer Tebstrup Gedeosteri, og har gjort det siden 80´erne, hvor mejeriet oprindeligt lå i det bakkede søhøjland ved byen Tebstrup – lidt uden for Skanderborg, men i dag har det til huse i et lidt større mejeri i Vrinners ved Mols Bjerge.
P.S.: Den letsyrlige pH-profil i gedeost kommer bl.a. fra Capronsyre, som er en del af den kortkædede fedtsyre-profil for gedemælk (kilde: gastrolex.dk).