Ny undersøgelse: Langt størstedelen af danskerne har ikke styr på de 5 grundsmage – hvordan står det til i jeres køkken?

En ny undersøgelse, som Mejeriforeningen står bag fra februar 2022 viser, at langt størstedelen af danskerne ikke kender til grundsmagen umami, og i den bæredygtige kost kan det få store konsekvenser for smagsoplevelsen, når man erstatter noget af kødet, som normalt giver smagen af umami, med lækre grøntsager og ikke sætter umamismagen i fokus.

For at få en komplet og fuldendt smagsoplevelse skal de fem grundsmage være til stede, og det er balancen mellem disse, der skaber symbiose i vores opfattelse af smag. Hvis man sammensætter retter, der indeholder alle grundsmagene, kan man aktivere alle smagsløg, og dermed opnå den tilfredse og sansemæssige mæthedsfølelse, der forhindrer os i at gå i skabet med snacks efter et måltid.

I smagshjulet herunder kan du finde inspiration til, hvordan du får implementeret alle grundsmagene i retter, som dine gæster vil elske.

Når man reducerer kødmængden i et måltid og sætter grøntsagerne i fokus, behøver man heldigvis ikke at gå på kompromis med hverken smag eller konsistens.

Vi skal ændre det billede vi har af smage og madtraditioner og tage udgangspunkt i, hvordan de enkelte råvarer kan være med til at komplimentere hinanden. Det helt essentielle i arbejdet med at tilfredsstille smagsløgene og få et måltid til at gå op i en højere enhed, er et fokus på de 5 grundsmage: sødt, surt, salt, bitter og umami.

Når man fjerner en stor del af kødet i en ret og erstatter det med grøntsager, skal man altså især huske at fremhæve og hjælpe umamismagen på vej i de grønne retter, så den ikke bliver glemt.

 

Når vi smager på mad, bør det ikke kun handle om, hvorvidt vi synes, at det smager godt eller dårligt.

I stedet bør vi være langt mere åbne over for de forskellige smagsnuancer og gøre brug af alle sanser, når vi smager. Det gælder også konsistens.

Hvordan maden føles i munden, har nemlig også betydning for, hvordan vi smager på og oplever et måltid. Her er det kontrasterne i konsistens, der kan være med til at fuldende måltidsoplevelsen og ved både at have noget sprødt, noget knasende, noget med bid i, noget blødt, noget cremet og noget saftigt i en ret, er man sikker på ikke at blive skuffet. Følelsen i munden er det taktile sanseindtryk vi oplever, når vi spiser, og der findes fire forskellige slags nerver i munden, der aktiveres, når vi føler på maden. De registrerer temperatur, smerte, berøring og tryk, og det er blandt andet disse nerver, der forhindrer os i at spise fiskeben, og som gør at vi bliver skuffede, når vi spiser bløde chips.

Har du de fem grundsmage med i dine retter, har du allerede dannet fundamentet for det perfekte måltid – Således kan selv det mest simple måltid blive helt fantastisk.

 

Rigtig god fornøjelse!

Seneste nyheder