En alsidig rodfrugt: Gulerod på 3 måder
(og den perfekte mundfuld)

Foråret er over os, men vi må vente lidt endnu, til vi for alvor kan sætte tænderne i friske, sprøde forårsgrøntsager.
Derfor må vi kigge nærmere på vores smagfulde, grove grøntsager, og hvad er mere oplagt end den velkendte rodfrugt: guleroden.

Denne artikel vil tage dig igennem tre nemme retter med guleroden i centrum, og så vil vi slutte af med den perfekte mundfuld fyldt med umami, sødme og cremet mundfølelse.

De tre fremgangsmåder

De hele bagte gulerødder med skræl er nemme at tilberede og fulde af smag og saft, og kan anvendes i alt fra måltidssalater med kogte kerner til vegetarisk smørrebrød og som garniture – og så er de oplagte som tilbehør, når der skal tilberedes mad til mange spisende.

Prøv gulerodspestoen som alternativ til den klassiske hummus eller som spread i sandwich.
De ingefærsyltede gulerødder er ideelle som smagsgivere, hvor syltelagen både kan genbruges til endnu en omgangs sylt eller bruges i dressinger og marinader.

Alle metodikker kan sagtens overføres til andre rodfrugter og krydres efter smag.

Bagte gulerødder

Det skal du bruge: 

500 g gulerødder med skræl 

10 g olivenolie 

3 g salt 

  

Fremgangsmåde: 

-Skrub gulerødderne grundigt og lad gerne top og bund blive på grøntsagen. 

-Vend gulerødderne med olie og salt. 

-Bag på bagepapir ved 180 grader i 15-30 minutter til gulerødderne er møre, men stadig har bid. 

-Tildæk gulerødderne med bagepapir eller en bageplade og lad dem køle før anvendelse. 

Prøv også gerne opskriften med rødbeder, jordskokker, pastinakker eller andre rodfrugter. 

  

Gulerodspesto (ca. 400 g pesto) 

Det skal du bruge: 

250 g gulerødder (tilberedte) 

30 g mandler eller andre nødder 

50g kogte gule eller hvide bælgfrugter 

50 g lagret ost (parmesan, vesterhavsost eller lignende) 

2 g hvidløg 

5 g saltet citron 

2 g salt 

1 g friskkværnet peber 

Lidt kogevand fra bælgfrugter 

10 g olivenolie 

  

Fremgangsmåde: 

-Kom gulerødder, nødder, bælgfrugter, ost, hvidløg, citron, salt og peber i en foodprocesser. 

-Kør det til en chunky masse, og tilsæt derefter olivenolie og kogevand, til pestoen har den konsistens du ønsker. 

-Smag til med salt og peber og eventuelt gurkemeje eller andre krydderier. 

HUSK at både gulerødder og bælgfrugter trækker rigtig meget smag, så giv den gas ved tilsmagningen. 

 

Ingefærsyltede Gulerødder (1 kg)

Det skal du bruge:

600 g sukker

1 liter lagereddike

300 g ingefær i skiver med skræl

1 kg gulerødder eller andet i tynde skiver eller strimler

 

Fremgangsmåde:

-Kog lagen godt igennem og hæld den skoldhed over gulerødderne

-Luk med tætsluttende låg

-Lad afkøle helt og gerne et par dage før brug

Prøv også gerne opskriften med  jordskokker, rødbeder, rabarber og lignende.

Tip: Genbrug gerne lagen eller kog den ned og brug som smagsgiver i sovs og supper.

 

Den perfekte bid – Gulerodsmad

Sådan gør du:

Har du kastet dig over alle tre opskrifter på gulerødder, kan du med fordel lave en skøn servering med grønt smørrebrød, hvor de tre tilberedningsmetoder indgår.

Servér på rugbrød som det bitre element med sej krumme og sprød kant.

Brug din gulerodspesto som smørelse/spread for at få umami fra bælgfrugter, sødme fra gulerødder og en cremet mundfølelse.
De bagte gulerødder er fulde af smag og saftighed fra helbagningen, og de er oplagte som det grønne pålæg, når de serveres i skiver på rugbrødet over din gulerodsspread.

Brug dine syltede gulerødder som topping eller lad dig inspirere af denne opskrift, hvor vi har givet serveringen et skud fedme med porremayo, der desuden tilhører syre og giver kant fra porrens løgsmag.

Skal det knase lidt, kan du med fordele pynte af med et par løgringe fra porren, som i øvrigt giver et flot og appetitligt udtryk.

 

Porremayo (500 g – 40 pax)

100 g mørkegrønne porretoppe
300 g neutral olie
100 g æggeblomme
20 g sennep
20 g æbleeddike
6 g salt
4 g friskkværnet peber

Blend de vaskede porretoppe med olie i en blender. Blend i flere minutter, til det er en fuldstændig glat masse. Sigt massen, så de grove porretråde sigtes fra.
Den grønne olie holder sig fint i flere dage, så den kan laves i forvejen. Alternativt kan den fryses.

Kom æg, sennep, eddike og salt i en foodprocessor. Kør det hele ved høj hastighed, og tilsæt den grønne olie i en tynd stråle til mayoen har en god, tyk konsistens.
Smag til med friskkværnet peber.

 

Velbekomme!