Sådan tilbereder du dine bælgfrugter – en guide
De Officielle Kostråd anbefaler, at vi skal spise ca. 100 g. tilberedte bælgfrugter om dagen, ikke kun for vores egen sundhed, men også for klodens. Sammenligner man med det nuværende indtag, spiser vi i øjeblikket kun 8 g. hver dag, så der er altså plads til lidt forbedring.
Se videoen her af kok og smagsekspert Inger Kjærgaard, der guider dig til, hvordan du opnår det bedste resultat, når du tilbereder dine bælgfrugter:
Nøgleordet i tilberedningen af bælgfrugter er planlægning!
Dagen før du skal spise dine bælgfrugter, skal de udblødes i koldt vand i forholdet én del bælgfrugter til tre dele vand.
Når bælgfrugterne er udblødte sigtes de fra udblødningsvandet og vandet kasseres.
Kom ærterne i en gryde med rigeligt vand; i hvert fald dobbelt af ærterne, så der er god plads til at de kan koge og udvide sig.
Start med høj varme på blusset, så eventuelle urenheder kommer op til overfladen, og skum derefter urenhederne af, indtil kogevandet er klart og flot. Skru ned for blusset så vandet bevæger sig lige omkring kogepunktet.
Nu kan du tilføje smag til dit kogevand:
- Hvis du eksempelvis koger kikærter til hummus, kan du tilføje hvidløg, spidskommen eller løg til dit kogevand.
- Skal du lave en asiatisk ret, passer smage som ingefær og chili perfekt til.
Husk ikke at tilsætte salt til vandet endnu, da vi ønsker at bælgfrugterne får lov til at suge så meget vand som muligt.
Hvis du ønsker, at der stadig er lidt bid i dine bælgfrugter, så lad dem koge ca. 30 minutter; prøv evt. at skære en over, og se om den er, som du vil have den.
Skal du i stedet bruge dine bælgfrugter til en creme eller dip, kan du med fordel lade dem koge en smule længere, så de bliver ekstra bløde og cremede.
Det allerbedste råd ved tilberedningen af bælgfrugter er at smage og vurdere, om de er lige som du ønsker dem.
Syre er vigtigt i forhold til tilsmagningen af bælgfrugter, og du kan eksempelvis tilføje eddike, citronsaft eller tomatpuré til kogevandet til sidst og herefter tage gryden af varmen, så bælgfrugterne kan stå og køle af i den lækre suppe
”Der er ingen, som bliver ved med at spise bælgfrugter, fordi det er sundt –
Og der er ingen, der bliver ved med at spise bælgfrugter, fordi det er godt for miljøet og bæredygtigt.
Vi bliver kun ved med at spise bælgfrugter, hvis vi får noget, der smager virkelig godt”
(Ingrid Kjærgaard).
Rør de færdigkogte og let lune ærter sammen med en lille smule af kogevandet, lidt god olivenolie og masser af friske krydderurter.
Surt, sødt, salt, bittert og umami er grundsmagene, der skal i gang her, og når bælgfrugterne får lov til at stå og trække og køle ned, suger de masser af smag.
Saftighed, godt med fedme, gode olier og krydderurter er i fokus for serveringen af bælgfrugter.
Bland gerne ærterne i en god cremet kålsalat eller brug det som topping ovenpå en god græskarsuppe – Vær modig og giv den gas!
”Vi skal øve os, så vi bliver lige så gode til at lave bælgfrugter, som vi er til at lave kartofler!” (Ingrid Kjærgaard).
TIP: Prøv at piske dit kogevand fra ærterne op med en håndmixer, tilsætte lidt sukker, og lave kyskager af skummet.