
VI OPGRADERER EMBALLAGEN
Dagrofa Foodservice indfører cirkulære foldekasser fra Euro Pool System (EPS)
Vi er glade for at dele nyheden om, at vi nu begynder at anvende emballageløsningen fra Euro Pool System, der er meget udbredt i den europæiske og danske friskvareforsyningskæde.
Fra 16. juni vil langt størstedelen af frugt- og grøntleverancerne derfor ske i de grønne plastfoldekasser fra Euro Pool System. Hidtil har disse leverancer primært været i papkasser.
BRUGEN AF FOLDEKASSERNE FRA EURO POOL SYSTEM GIVER FLERE
KONKRETE FORDELE
Et lavere forbrug af pap og mindre tid brugt på bortskaffelse af engangsemballage. Når vi tager plastkasserne med retur, bliver de en del af et cirkulært system, hvor de vaskes, renses og bruges igen og igen.
Kasserne er robuste og beskytter varerne markant bedre end pap under transport og håndtering. Det reducerer både produktskader og kassation i hele værdikæden. Samtidig er kasserne lette at håndtere, stabile at stable og falder ikke sammen som pap, hvilket gør modtagelse, opbevaring og arbejde i køkkenet nemmere.
Som nævnt tager vi kasserne med retur – på samme måde som vores egne vareburer. Der er pant på 28,75 kr. pr. kasse. Denne pant figurerer som en åben saldo, hvor man som kunde faktureres én gang i starten af hver måned, skulle der være et udestående. Et overblik over pantsaldoen udsendes til kunder hver mandag. Derudover kan kundeservice trække den saldo ved yderligere behov. Hvis der er spørgsmål til vores indførelse af Euro Pool System-kasserne, så står vi naturligvis til jeres rådighed.
Q&A: Levering i foldekasser fra Euro Pool System (EPS)
Generelt
Hvad er Euro Pool-kasser?
Euro Pool-kasser er genbrugelige og genanvendelige plastkasser, som cirkulerer i et retursystem og bruges til transport af fødevarer som frugt og grønt.
Hvorfor skifter vi fra pap til Euro Pool-kasser?
Skiftet sker for at reducere affald, øge kvaliteten af varerne under transport og optimere logistikken.
Hvad er fordelene ved at bruge Euro Pool-kasser fremfor pap?
Kassen er mere stabil og kan lettere stables. Den er derudover sammenklappelig, så den fylder mindre og er lettere at organisere, når tømt. Hullerne i enderne og siderne giver yderligere en bedre luftcirkulation, som holder varen frisk længere tid og sikrer, at varen udsættes for mindre trykskader. Kassen skal desuden ikke bortskaffes som pap, men tages retur af chaufføren ved næste levering.
Praktisk håndtering
Hvordan modtager jeg mine varer fremover?
Varerne leveres i stabile plastkasser, som er stabelbare og nemme at håndtere på lager og i køkkenet.
Skal kasserne returneres?
Ja, alle Euro Pool-kasser indgår i et retursystem og skal returneres til chaufføren ved næste levering.
Hvordan returnerer jeg kasserne korrekt?
Kasserne skal være tømt for affald og stables forsvarligt, så chaufføren nemt kan tage dem med retur.
Hvad hvis jeg ikke har kasser klar ved afhentning?
Det er vigtigt at have kasser klar, da manglende retur kan medføre ekstra omkostninger. Den samlede pant på kasserne figurerer som en åben saldo, hvor man som kunde faktureres én gang i starten af hver måned, skulle der være et udestående.
Hvor kan jeg se hvor mange kasser jeg har lånt?
Et overblik over pantsaldoen udsendes til kunder hver mandag. Derudover kan kundeservice trække saldoen ved yderligere behov.
Kan jeg selv returnere kasserne?
Ja. Kasserne kan returneres i én af vores Cash & Carry butikker, der udbetaler den samlede pant. Ved køb i butik betales panten på 28,75 kr per kasse. Dette er gængs markedspris.
Økonomi
Koster det noget at bruge Euro Pool-kasser?
Der er 28,75 kr. pant på hver kasse.
Hvad sker der, hvis kasser bliver væk eller beskadiget?
Bortkomne eller ødelagte kasser vil blive faktureret.
Plads og logistik
Fylder Euro Pool-kasser mere end papkasser?
Nej, de fylder ofte mindre da de både kan klappes sammen og er designet til effektiv stabling, både tomme og fyldte.
Kan de foldes sammen?
Ja, alle Euro Pool-kasser fra Dagrofa Foodservice kan foldes sammen.
Hygiejne og fødevaresikkerhed
Er kasserne rene?
Ja, Euro Pool-kasser vaskes og kontrolleres i certificerede vaskeanlæg mellem hver brug.
Er det lige så hygiejnisk som pap?
Faktisk ofte mere, da plastkasserne rengøres systematisk og ikke absorberer væske som pap.
Miljø
Er Euro Pool-kasser bedre for miljøet end pap?
Vores forventning er at løsningen med Euro Pool-kasserne er bedre for miljøet over tid, men for nuværende kan dette ikke dokumenteres. Vi arbejder på at indsamle data, der kan underbygge dette.
Drift og implementering
Hvornår træder ændringen i kraft?
16. juni 2026
Vil der være en overgangsperiode?
Ja, der kan forekomme en periode, hvor både pap og plastkasser anvendes.
Hvem kan jeg kontakte ved spørgsmål?
Ved spørgsmål kontakt kundecenter på 7080 8888
Ekstra
Hvordan påvirker det arbejdet i køkkenet?
Mange oplever bedre håndtering og mindre oprydning, da der ikke skal bortskaffes pap.